Min graviditet

I denne uge var det meningen at jeg skulle have været til en nakkefoldsscanning. Desvære ramte jeg ind i et system hvor der er en sær blanding af ting man selv skal melde sig til, og ting der sker af sig selv. Eksempelvis blev mit første møde med min jordemoder bestilt på forhånd og jeg fik et brev i min e-boks. Nakkefoldsscanningen skulle jeg åbenbart selv have meldt mig til. Det er ærgerligt, da jeg nu er for langt henne til at få det gjort, men min læge vil lave en trippeltest i stedet, som skulle kunne give nogenlunde samme type svar, så det glæder jeg mig til at få overstået.

Jeg er ikke blevet alt for tyk i øvrigt! Jeg har taget på, og også andre steder end maven, men det er ikke så voldsomt som jeg havde forestillet mig.

Jeg har været til mit første jordemoderbesøg. Jeg troede jeg skulle scannes, men det viser sig at vi bare skulle snakke og vende bekymringer etc. jeg måtte have. Det er rigtig rart at få snakket med folk, men jeg havde håbet på at få noget vished om forskellige ting, så jeg var også enormt skuffet. Primært er problemet at jeg har læst for meget inden jeg blev gravid – jeg ved at risikoen for ufrivillig abort eller en falsk graviditet eksisterer, derfor var jeg enormt utryg.
Da jeg virkelig havde håbet på at få lov til at se barnet/at der var et barn valgte jeg/vi at tage til en privat klinik og betale for en scanning. Klinikken hedder “lille liv” og ligger midt i København. Det var ret billigt (450,-) og det var en helt fantastisk oplevelse! Jeg blev scannet af en uddannet jordemoder og jeg fik en frygtelig masse billeder med hjem. Yderligere kunne hun fortælle os, at vi venter en lille dreng <3 jeg glæder mig så meget! Baby er omkring 10 cm lang (men han lå krøllet sammen, så det er et gæt)

I denne uge fik jeg taget blodprøver to gange (!) første gang for en masse kønssygdomme og anden gang fik jeg taget en blodprøve til trippeltesten. Senere var jeg ude og få foretaget endnu en scanning hos en privat gynækolog (denne gang sendt af min læge, så det var “gratis”) hun fastsatte min termin til d. 25/3 2017, så det første estimat (baseret på første dag af sidste menstruation) var nok ret præcis.

Mine blodprøver på sygdomme kom tilbage og var negative (phew). Den anden har jeg ikke hørt fra endnu.

Så begyndte der endelig at ske noget! Folk kan endelig se at jeg er gravid, og jeg er begyndt at mærke ham sparke : ) jeg har strikket en lille djævlehue som jeg håber han kan passe når han engang kommer <3

I dag har vi været til en gennemscanning på Hvidovre Hospital. Vi kom ind 5 minutter efter vi havde tid! Jeg havde forventet minimum ½ – 2 timer, men åbenbart er der jordemødre ret gode til at holde tiden : )
Alting synes at se godt ud og scanningen var meget grundig, da det både var en elev (dog sent i forløbet, så det var ikke hendes første gang) og en mentor. Efter at have hørt enormt meget om hvor svært det er at blive jordemoder er jeg ret overrasket over at have været til to jordemødremøder og have mødt to elever : )
Baby lå at hikkede igen denne gang, heldigvis holdt han op inden vi var færdige – jeg var ved at blive helt nervøs for at han altid hikkede, fordi han også gjorde det sidst (og der er video af det fra første scanning) Udover det, så det ud som om alting var dannet korrekt, vi fik rigtig klare billeder af både hans profil, hænder og fødder(udefra), hjernen og hjertet samt en masse andre ting jeg ikke kunne genkende, men som de professionelle synes at finde tilfredsstillende.
Slutteligt blev min termin endelig sat frem, så nu passer den med det jeg selv kunne regne ud i forhold til min cyklus + første dag i sidste menstruation. Det har irriteret mig en smule at alle insisterer på at man regner det ud fra en cyklus på 28 dage, når jeg nu ved at det ikke passer på mig. Min nye termin er sat til 4/4 2017 (i forhold til 25/3 fra gynækologen, 26/3 fra lille liv og 27/3 i fra lægens terminberegner)
Til gengæld betyder det også at vi lige tager uge 20 en gang mere : )

Lige før jul var vi nede hos mine forældre og kigge på det babytøj og -udstyr de har liggende. Det stammer fra mine søskendes børn og der er vidst også lidt fra min egen barndom. Jeg havde forventet 2 – 3 poser, men blev mødt af mindst 20 indkøbsposer, samt to store (1,5 kvm – de har dem vidst fra Ikea) net, fyldt med tøj og tilbehør. Det tog 3 timer bare at få det hele lagt ud og sorteret i ja/nej bunker og derefter holdt det hårdt med at få den vordende far til at vælge et par bodyer. Jeg har forsøgt at spørge omkring mig hvor meget man har brug for i hver størrelse og vi endte med, at sige 20 langærmede, 20 kortærmede + lidt bukser og bluser. Derudover var der et par sovedragter jeg ikke kunne stå for og så det løse; sko, sokker, huer, vanter etc.

Senere har jeg set GoDownsize’s (2 danskere i Århus som lige har fået en lille søn. Der laver youtube-videoer m.m. om at leve minimalistisk) video om en minimalistisk baby-garderobe og kan se at vi nok har taget alt for meget tøj. Heldigvis var det gratis og det kan bare blive leveret tilbage igen.

Indtil videre har jeg udvalgt 30 stykker tøj og tilbehør som er blevet vasket, lagt sammen og lagt til side. Det er svært at vente, der er såååå lang tid til april!

Jeg ville lige dele et billede af maven. Den er stadig relativt lille, men der sker da noget. Jeg har været til endnu et jordemoderbesøg og har hørt hjerterytme – alt lader til at gå fint : D Jeg har en lidt irrationel frygt for at abortere, selvom det er ret usandsynligt på det her stadie – det er bare svært at stole på, at min krop ved hvad den laver.

I forhold til mad og motion, så træner jeg stadig lidt (mindre end én gang om ugen) det er ekstremt hårdt at lave helt normale øvelser såsom dødløft og bænkpres. Det er næsten umuligt for mig at lave cardio, da min puls stiger, bare af at gå op af trappen. Istedet prøver jeg at få gået lange ture med hunden og at tage trappen. Yderligere har jeg oplevet at når det bliver alt for hårdt at bukke sig ned for eksempelvis at tage sko på, så hjælper det at lave 5 – 10 air-squats. Jeg synes helt sikkert det er vigtigt at træne, men det kræver langt mere af mig nu, end det plejede. Min kost er mere eller mindre som den plejer, udover at jeg stadig har svært ved at spise alt for søde ting. En lille smule chokolade går, men spiser jeg for meget giver det mig kvalme. Jeg kan stadig slet ikke spise kød eller fisk.

Jeg fik set resultatet af min trippeltest – den skulle jeg åbenbart selv ind og finde på nettet og selv fortolke (!) – heldigvis ser alt fint ud, den person der har udført testen har kommenteret “lav risiko” ved alle parametre der kunne pege på problemer, og mine blodtal ligger lige i midten af det forventede (ifølge google, jeg er ikke læge).

Jeg har været på en vægt og – AV – mit ego har lidt svært ved de høje tal! Udover det, kom jeg til at kigge på en video fra før jeg blev gravid og der er godt nok nogle af de kilo der sidder i mit ansigt! Nå, det går nok – nu er ikke tiden til en slankekur!

Vi er ved at være ved enden og jeg har meldt mig til 2 forskellige slags fødselsforberedelse, så må vi se hvordan det bliver. Det er stadig planen at jeg skal føde hjemme, medmindre jeg går i baglås når først veerne kommer – hvem ved.

Jeg kan mere eller mindre konstant mærke noget. Det er ikke altid spark, men der er stort set hele tiden noget bevægelse, spænding eller lignende, så jeg håber han har det godt derinde.

Vi har været ude og handle og listen af udstyr ser således ud nu
Barnevogn (3.000,- brugt, sort Emmaljunga med en masse udstyr)
Tremmeseng (2.600,- ny Stokke Sleepi)
Babydyne (gave)
puslepude (gave, Done by deer)
skråstol (gave)
Sutteklude og bideringe (gave)
Foldebadekar (gave, Karibu)
Slynger (nedarvet/lånt)
Tøj, hagesmække etc. (nedarvet/lånt)
gl. dags stofbleer (40 stk.)
ammepude og amme-bh’er (nedarvet)

og så kommer der en høj stol på et tidspunkt som også er en gave (men her er ved at være lidt fyldt op)

Det er rigtig dejligt at have fået så mange ting som vi har, det har gjort os i stand til at investere lidt flere penge i økologiske- og kvalitetsting, som vi ellers ikke havde haft råd til. Det eneste jeg ikke tager imod er gammelt legetøj, da lovgivningen om ftalater i børneartikler først er trådt i kraft i det nye årtusinde. Det virker måske lidt overbeskyttende, men sætter man sig ned og læser studier om effekten af stofferne er det svært at acceptere selv små mængder (især når man venter en dreng!)

Ting vi skal have købt
Næsesuger
termometer
sutter
negleklipper
babyshampoo
babytandbørste
babysikring

Ting jeg ikke ved om vi får brug for:
Kørepose (eller lignende)
bletaske
Klapvogn
autostol (vi har ingen bil, men det kunne stadig ske, at der opstod et behov)
Legetæppe og aktivitetsstativ
Lagenunderlag (til seng og barnevogn)
Sutteflasker mv. (den tager vi, hvis amningen ikke går)

Det er rigtig meget udstyr, og der mangler stadig en masse stofbleer, men jeg håber vi får plads til det hele uden at gro helt til. Det kan godt virke som om vi bare har købt ALT, men jeg har sagt nej til rigtig meget og vi har valgt små og sammenklappelige løsninger når vi kunne.

Billedet er en uges tid gammelt nu, men jeg ser nogenlunde sådan ud stadig. Jeg har været til jordemoder to gange siden sidst – en gang i uge 35 og så her i dag (37 + 1). Der har været så utroligt lidt at tale om de sidste par gange, at min kæreste besluttede sig for at tage på arbejde i stedet – for hvad mere var der at tale om?

Normalt kommer jeg ind, får taget blodtryk (som altid er normalt) taler med jordemoderen (alting er altid helt normalt) så kommer jeg op på briksen og hun mærker på min mave (konstaterer at alting er normalt) og lytter hjertelyd (som er normalt, hvis han ikke lige er igang med at øve sig i boksning). Denne gang havde min normale konsultationsjordemoder ikke tid, så jeg kom ind til en anden. Det foregik helt som det plejer, med den undtagelse at hun havde en eller anden idé om, at min mave, eller baby, ikke var stor nok. Der blev tilkaldt endnu en jordemoder (en lidt mere erfaren én af slagsen) og hun mærkede så også på maven. Hun mente alting virkede normalt, at baby nok er ca. 2900 – 3000 g (2800 er gennemsnittet) og at min mave målte 35 cm (det skal ligge mellem 32 og 36) men foreslog at hvis hun (den første jordemoder) stadig var meget i tvivl, så kunne hun sende mig til scanning på Hvidovre, for at se om der evt. ikke er nok fostervand.

Hertil gik det fint, jeg var rolig og tænkte “nåh ja, du er nok nyuddannet og bange for at lave fejl” (hun var meget ung), men så begyndte hun at gentage “jeg er ikke nervøs for dig, jeg skal bare være sikker” igen og igen. Hun sagde det nok 10 gange inden jeg begyndte at trække hen mod døren… Nu er jeg selvfølgelig nervøs, for hun virkede meget angst! Jeg blev spurgt sidst (uge 35) om jeg ville have noget imod at have en studerende med til fødslen (fordi det er en planlagt hjemmefødsel kan man vælge fra eller til) og jeg var meget i tvivl. Det går op for mig nu, at det jeg er bange for er IKKE at de ikke er kompetente, men at de muligvis har en vis angst med sig, når de ikke har set så mange fødsler. Jeg ved ikke om jeg har behov for endnu en person i rummet som er bange for, at alting er liiiiige ved at gå galt.

Nu må vi se når scanningen kommer. Om ikke andet får jeg lov at se at han stadig har det godt, hvilket selvfølelig aldrig er skidt. Jeg håber bare det ikke har en indflydelse på, om jeg får lov at føde hjemme.

Han ligger i øvrigt rigtigt – med hovedet nedad og (i hvert fald i dag) og så med ryggen ud mod min mave.